Jeg har opdaget, at mange synes, det er flovt at gå til psykolog. Mange er nervøse for, at når de går til psykolog, så er det et udtryk for, at der er noget helt galt på øverste etage. Jeg har ofte hørt spørgsmålet: ”Er jeg unormal?” eller ”Tror du, jeg er sindssyg?” Og jeg har oplevet, at et "nej" til dét spørgsmål kunne medføre bedring.

 

Der kan være flovhed over, at ægteskabet ikke er så perfekt som idealet. At man ikke kan leve op til at være en pletfri forælder, ægtefælle eller ven. At man ikke kan passe sit job så godt, som man forventer af sig selv. At man føler sig utilstrækkelig. At man føler sig stresset. At man har tanker, som man kan blive forskrækket over. Eller at man har følelser, der ikke hører til i det, vi kalder den positive ende af skalaen - angst, vrede, skam, skyld, afsky, had, tristhed.

 

Jeg arbejder sammen med dem, der opsøger mig, om den enkle og svære opgave at lære at leve godt med sine tanker, følelser og tilstande – lette som svære, behagelige som ubehagelige. At lære at trives med denne mangfoldighed af indre liv, måske ligefrem at værdsætte det. At acceptere det, vi rummer, er blandt andet også det, der gør os autentiske og ægte. Vi arbejder sammen om at blive bedre til på den baggrund at handle vitalt og leve et meningsfuldt liv.