Jeg har selvfølgelig gået i psykoterapi som en del af min psykologiske træning. Når jeg skriver "selvfølgelig", er det fordi, jeg synes, at jeg som psykolog indgående via erfaring bør kende en lang række af de tilstande og indre processer, som har med psykisk forandring at gøre. 

 

Som levet liv, processer jeg kender indefra. Det betyder, at du i min praksis møder et andet menneske, der kender til at have det svært psykisk - og som er kommet videre med det.

 

Jeg kender forskellen på at acceptere, værdsætte og stå ved mig selv frem for at skælde ud på, tage afstand fra og bekrige mig selv. Jeg har erfaret, hvor afgørende forskellen er for, hvordan jeg er i verden. Hvordan jeg trives. Hvor stort mit overskud til andre er. Hvor omfattende min evne er til at føle med andre og sætte mig i deres sted. Hvor god jeg er til at skille skidt fra kanel. Hvor opmærksom og klar jeg er i stand til at være. Og i hvilken grad jeg er i stand til at opleve mit liv som meningsfuldt. Og hvordan jeg alligevel kan falde i og gøre alt det modsatte.

​

At gå i terapi opfatter jeg som en sælsom og subtil proces. En måde at erfare sit liv på, som er helt forskellig fra alle andre måder at erfare på.  Det, der foregår i det terapeutiske rum, sker sjældent nogen andre steder i livet. For nogen måske aldrig. Jeg er dybt taknemmelig over at have erfaret sådanne processer. Det har været en gave. Og det giver mening for mig at give det videre.

​