top of page
Gr%C3%B8nt%20vandret_edited.jpg

Behandling af angst

Kender du til at få det ubehageligt, når du skal ud af døren - måske allerede når du vågner om morgenen? Eller at få det ubehageligt i supermarkedet eller andre steder, hvor der er mange mennesker? Eller bare når du skal være sammen med andre og deltage i noget socialt? Eller når du skal præstere noget? Ubehaget kan vise sig ved, at du ryster og sveder, hjertet banker hurtigere, eller du har trykken for brystet, som giver dig en oplevelse af ikke at kunne trække vejret. Måske maven rumler, du har kvalme, eller du skal på toilettet, lige før du skal afsted. Dine tanker kan være urolige og måske kaotiske, ja, måske oplever du ligefrem, at du er forvirret og ukoncentreret, og at du glemmer ting. Du kan måske også opleve frygt for at miste kontrollen helt eller blive sindssyg.

Så kan det være angst, du lider af.

 

Angst er en rigtig ubehagelig tilstand. Man kan blive bange for at være alvorlig syg. Det er vigtigt at få tjekket hos lægen, om symptomerne skyldes fysisk sygdom.

Angst er en menneskelig grundfølelse og ikke i sig selv nogen sygdom. Det kan være ydre som indre begivenheder (tanker, erindringer, andre følelser, aktuelle situationer), der sætter angsten i gang. Når man begynder at frygte angsten og undgå det, der sætter den i gang, så er der grund til at være opmærksom. For så er angsten godt i gang med at blive et fængsel, som begrænser ens færden udadtil og ens kontakt til de dele af en selv, som vil livet. Den er begyndt at gå ud over livskvaliteten.

 

Under behandling af angst arbejder vi sammen om, at du lærer at tåle oplevelsen af angsten og dermed rumme den og være sammen med den frem for at gøre alt for at undgå og kontrollere den. En kamp mod angsten er en kamp, du altid vil tabe. Derfor arbejder vi på, at du opgiver kampen. I det øjeblik du når frem til bedre at kunne rumme angsten og gøre det, der betyder noget for dig i dit liv, vil du opleve, at den over tid aftager. 

bottom of page