At tillade tiden bare at gå

I denne sommerferie har jeg været herhjemme, her i mit hjem. Jeg har læst lidt, skrevet lidt, knoklet i haven, haft lidt besøg hist og været lidt på besøg pist. Trisset omkring, lidt på må og få. Gloet ud af vinduet. Set lidt fjernsyn. Trænet lidt. Der er gået en masse tid med... i bund og grund ingenting.

Så melder spørgsmålet sig: Har jeg spildt min dyrbare ferietid? Ved bare at lade den gå - uden nye oplevelser, rejser, ferieaktiviteter, koncerter osv. osv.?

Det er tæt på, at dødsangsten melder sin ankomst ved det spørgsmål. Jeg indser, at jeg her står ansigt til ansigt med et stykke af kernen i tidens trend inden for den vestlige kultur: Tiden skal helst ikke bare gå. For livet skal leves "fuldt ud", så længe vi har det. Fuldt nærvær, fuld speed, fuld gang i at opleve nyt, se noget nyt, for guds skyld ændre perspektivet, lære nyt, udvikle sig. Det er vel det, livet er til for. Ikke et minut at spilde.

Jeg kan konstatere, at jeg i bund og grund har nydt min ferie helt ind til benet. Har haft det vidunderligt, uden nye oplevelser, uden spændende aktiviteter, inspirationer, perspektiver og andet. Jeg tænker ved mig selv, at jeg i højere grad vil lære at leve med frygten for bare at tillade tiden - og dermed livet - at gå.

Uden nogen dikkedarer, uden noget andet end bare uret, der tikker, og livet, der går og går.